Den alsidige araberhest


Få hesteracer har igennem historien været så omgærdet af mystik og eventyr som den arabiske hest. Med en historie der strækker sig hundreder måske endda tusinder af år tilbage på den arabiske halvø, hvor den har levet i tæt samhørighed med mennesket, i det barske liv i ørkenen. Deltaget i dagliglivet i beduinfamilien, været familiens dyrebareste eje og stolthed og båret sin rytter modigt og trofast i stammeslag og sovet i teltet hos sin ejer om natten. Og sidenhen blevet importeret til resten af verden, hvor den har fortryllet de fleste mennesker den er kommet i nærheden af, med sit tillidsfulde væsen og sin villighed til at behage mennesket og at skabe varige bånd.
Mange husker tydeligt deres første møde med en araberhest. Det smukke hoved, med de store sorte blide og opmærksomme øjne. De kække lyttende ører og den silkebløde pels. Eller dens dansende bevægelser hen over en mark, med halen løftet som en fane og halsen buet som en svane. Næsten intet kan konkurrere med den i sin skønhed.
Araberhesten har vist sig at kunne opfylde stort set hvilken som helst drøm, dens ejer har haft med den. Den er blevet redet igennem tiden i de fleste discipliner og bragt enorm glæde til både unge og gamle. Flere familier har gennem tiden avlet og ejet araberheste gennem generationer og det er blevet en livsstil for dem.


Siden Walter Farley skrev sin berømte bog om den sorte hingst og den sidenhen i slutningen af 70`erne blev filmatiseret med den sorte araberhingst Cass Ole i titelrollen, har araberhesten været en hesterace de fleste kendte til og mange børns drøm at eje en dag.
Araberen er da også god til børn. Fordret at den naturligvis er opdraget korrekt, har den en fin forståelse for mennesker i alle størrelser og er meget kærlig overfor børn. At den størrelsesmæssigt ofte er at finde i ponymål, gør den til en oplagt ridehest til børn. Her gælder det naturligvis som med alt andet at der findes undtagelser og at forældre må sondre og sørge for at barnet også besidder forståelse for omgangen med et så stort og levende dyr. Men også at sikkerhed altid er i højsædet.
Araberhesten er meget smuk, hvilket naturligt har gjort den til genstand for beundring gennem århundrederne, men også at der hurtigt i Europa og USA udvikledes udstillinger eller populært kaldet shows, hvor araberhestene blev vist frem til en bedømmelse af deres udseende.
Disse shows bliver nu afholdt i hele verden, og der er ofte store pengepræmier på spil. Men langt de fleste bruger deres araber til at ride på, eller bare hygge med på anden vis. Nogle araberheste bruges til terapiheste og andre lever som avlsdyr. Fælles for dem er det ganske særlige sind og deres betydning for deres ejere. Er du først smittet med kærligheden til denne race, er det meget svært at blive “helbredt”.



