Interview med ISA Stud
De fleste som bare har snuset en lille smule til vores danske araberverden, eller har besøgt et af vores shows gennem de sidste mange år, har uden tvivl lagt mærke til Jan og Isa. De har nemlig været med i mange år og støttet nidkært op om foreningen, samtidig med at de har avlet smukke heste som har gjort det overordentligt godt både i sporten og i showringen. Vi har med beundring set hvordan jan og Isa troligt har deltaget og bidraget, trods udfordringer med helbredet og det har længe været et ønske, at høre dem selv fortælle deres historie. Om hvordan araberhesten har fået en så stor plads i deres liv, og hvad det har betydet for dem begge. Vi håber I vil nyde deres fortælling og at deres utrættelige beundringsværdige passion for araberhesten må være til opmuntring for os allesammen!
Begyndelsen – Hvordan startede det hele for jer?
Vores fælles rejse begyndte længe før, vi vidste, at den ville føre til et araberstutteri. Isa er uddannet fysioterapeut og har gennem årene drevet sit eget træningscenter. Jan kommer fra København og hjalp Isa med at drive centret i slutningen af 1970’erne. Fælles for os var – og er – en dyb passion for heste.
Isa havde altid haft størst interesse for dressur, mens Jan tidligt fandt glæden ved spring. Senere voksede Jans fascination for araberhesten – især på grund af dens intelligens, elegance og udtryk. I begyndelsen havde vi “kun” en lille shetlandspony, Arnold, som var vores maskot. Han var fantastisk, men drømmen om en araberhest begyndte stille at tage form.
Vores allerførste araberhest blev købt af en baronesse på et stort gods – det må have været i 1980’erne. Det var hoppen Chock, en skimlet hoppe, som Isa red meget og knyttede et helt særligt bånd til. For at overraske Jan købte Isa senere hingsten Zazar, og dermed tog vores fælles rejse for alvor fart.
Hvornår blev interessen til et stutteri?
Kærligheden til araberhesten voksede hurtigt. Vi købte endnu en hoppe, Sarah, og senere kom Ziaam til – en hest med både galop- og showerfaring. Med Ziaam tog vi de første skridt ind i showverdenen: først på Roskilde Dyrskue og siden vores første egentlige show på Turban Stud i Gilleleje.
Her oplevede vi for alvor det særlige sammenhold i araberverdenen. Man spiste sammen, hjalp hinanden og delte både glæder og bekymringer. Gennem forbindelser – blandt andet den daværende dommer Jørgen Frederiksen – fik vi kontakt til Onsala Arabians, hvor vi købte Drimea. Hun blev bedækket med Wadim, og Drimea blev en helt central hoppe i vores avl.
Drimea var en fantastisk hoppe – både i avlen og i showringen – og hun markerede vores egentlige gennembrud. Omkring hende begyndte vores avl at tage en mere målrettet form, og vi fik senere mulighed for at stille en samling efter hende på Roskilde Dyrskue.
Det var her, det gik op for os, at dette ikke længere “bare” var en interesse. Det var et stutteri, vi byggede – sammen.
Hvilke værdier og principper har været vigtige for jer i avlen?
Vi har altid drevet stutteriet i fællesskab. Alle store beslutninger har vi taget sammen – både de lette og de svære. Hverdagen har gennem årene været præget af både op- og nedture, men den største glæde har været, når mange års målrettet avlsarbejde har båret frugt: når dommerne i showringen er enige, og når andre avlere og købere henvender sig med respekt og interesse.
Vores avlsprincipper har altid været klare: sunde, velfungerende heste med gode ben, et stabilt temperament og et korrekt match i avlen. Kvalitet har altid betydet mere end kvantitet. I dag har vi derfor bevidst begrænset antallet af avlsheste og avler typisk kun 1–2 føl per sæson – med heldigvis meget fine resultater.
En vigtig del af vores arbejde har også været evnen til at vurdere den enkelte hest og dens potentiale: hvor og i hvilken disciplin den bedst vil egne sig. Derfor har vi gennem årene solgt heste til både avl, show og langdistance – både nationalt og internationalt – altid med fokus på at finde det rette match mellem hest og rytter.
Udfordringer – og livets vilkår – Hvad har været de største udfordringer ved at have stutteri gennem så mange år?
Gennem årene har vi naturligvis mødt udfordringer. Økonomi, svære avlsvalg og ikke mindst sygdom. Isa har i mange år levet med sclerose, og efterhånden som sygdommen udviklede sig og bandt hende til kørestol, stod vi over for spørgsmålet: skulle vi fortsætte – eller stoppe?
Vores livsfilosofi har dog altid været ikke at fokusere på alt det, man ikke kan, men på de muligheder, der stadig findes. Hestene har været – og er – en stor del af den styrke. For os er det terapi at komme i stalden, at sidde stille og betragte hestene på folden. Hestene er ganske enkelt vores medicin.
Vi valgte derfor at tilpasse vores måde at arbejde på. Blandt andet sendte vi vores showheste i træning hos Lone Husted – og herfra tog det for alvor fart igen. Det gav os mulighed for at fortsætte vores engagement i showverdenen på en måde, der passede til vores livssituation, uden at gå på kompromis med kvalitet eller ambitioner.
Der har også været perioder, hvor vi har prioriteret oplevelser frem for økonomisk overskud. Vi har ikke altid haft et regnskab, der kunne gøre os rige på penge – men vi er blevet rige på minder. Og det er også det råd, vi vil give videre: spring ud i det, afprøv drømmen. Du bliver måske ikke rig på penge, men rig på oplevelser.
Glæder, minder og arv; Hvad har givet jer den største glæde gennem årene?
Gennem årene har vi avlet mange smukke og betydningsfulde heste – alle med deres egen historie. Blandt vores avl kan nævnes Drabing ISA, Dixie ISA, Miss Diva ISA og mange flere. I vores stue står pokaler og trofæer som synlige beviser på mange års arbejde, men det er minderne og relationerne, der betyder mest.
Vi har gennem årene haft faste traditioner, og hvert år har showkalenderen haft sine tilbagevendende holdepunkter. Shows i Blommeröd i Sverige, Vilhelmsborg i Aarhus og i dag Ströhen hos Ismer Stud har været faste begivenheder, som har givet både kontinuitet, fællesskab og minder, vi bærer med os.
Stutteriets navn, International Sports Arabians, er inspireret af Isa og afspejler vores fokus på sport, funktion og internationalt udsyn.
Noget af det, vi måske savner mest, er det stærke sammenhold, der tidligere prægede araberverdenen. Dengang hvor DSAH selv kørte rundt og tog DNA-prøver på føllene, eller når man mødtes til årlige besøg og åbent hus hos Calbar. Det var tider, hvor man uden videre sov i en hesteboks til show, fordi det regnede, og alligevel stod op næste morgen og lavede fælles kaffe – trætte, våde og glade.
Livsværket i dag
Når vi ser på vores livsværk i dag, ser vi ikke blot et stutteri – men et fælles liv bygget på kærlighed, respekt og en dyb passion for araberhesten. Hver gang et nyt føl er kommet til verden, har vi haft vores egen lille tradition: at sidde sammen i stalden – også om natten – med en flaske champagne til os og gulerødder til hestene for at byde det nye liv velkommen.
Det er øjeblikke som disse, der gør det hele værd.
