Interview med Peter Stougaard Nielsen

1. Kan du fortælle lidt om din baggrund – og hvordan din interesse for den arabiske hest begyndte?

Min interesse for heste begyndte allerede som barn, hvor jeg fik min første pony som 7-årig. Jeg brugte flere år på bare at være sammen med den – nusse, strigle og ride lidt – og det skabte et stærkt fundament for min kærlighed til heste. Senere startede jeg på rideskole, og det var her, jeg for første gang stiftede bekendtskab med den arabiske hest. De havde en utrolig smuk araber vallak, som kun de ældre og mest erfarne ryttere måtte ride. Jeg tabte mit hjerte til den fra første øjeblik, og det blev en stor motivation for mig – jeg ville være dygtig nok til at få lov at ride den. Efter omkring et års målrettet indsats lykkedes det, og det var en helt særlig oplevelse at sidde på ryggen af den hest, jeg havde drømt om. Det var her, min kærlighed til den arabiske hest for alvor blev grundlagt. Der gik dog mange år, før den næste store oplevelse med racen kom. Ved et tilfælde opdagede jeg et araber-show på Broholm på Fyn, og jeg tog afsted. Det blev en skelsættende dag for mig – her så jeg den smukkeste hest, jeg nogensinde havde set, Wanila. Den oplevelse vækkede min fascination for racen på ny og endnu stærkere end før. På det tidspunkt var min datter også begyndt at interessere sig for heste og fik sin egen pony, som stod opstaldet i en privat stald. Her havde staldens ejer to smukke arabiske hopper, som hun avlede på i mindre skala. Jeg blev fuldstændig grebet af det miljø og de heste. I 2013 fik jeg mulighed for at låne den ene hoppe til avl, og året efter blev mit første føl, PSN Milou, født. Det var en helt særlig oplevelse at følge fra idé til virkelighed. Fem år senere førte det videre til endnu en stor glæde, da Milou gav mig det skønneste lille hoppeføl PSN Minga. I dag går hun stadig herhjemme på gården og er ikke bare en hest, men min bedste ven. Min rejse med den arabiske hest har været præget af stærke oplevelser, målrettethed og stor passion – og det er en interesse, der kun er vokset med årene.

2. Kan du huske din første særlige oplevelse med en araberhest, som gjorde indtryk på dig?

Ja, det kan jeg tydeligt. Min første særlige oplevelse med en araberhest var på rideskolen i Frørup på Fyn, hvor jeg mødte araber vallakken Kvickly. Han havde en helt særlig udstråling og lethed, som gjorde et stort indtryk på mig, og det var her, den første gnist og fascination blev tændt. Mange år senere fik jeg en oplevelse, som for alvor forstærkede den følelse. På et araber-show på Broholm oplevede jeg hoppen Wanila, vist af Lone Husted. Wanila bevægede sig nærmest svævende gennem ringen med elegance og styrke som var helt betagende. Det var her, gnisten udviklede sig til en ægte passion. Siden da har jeg ikke været i tvivl – arabiske heste vil være en del af mit liv resten af livet, på den ene eller anden måde.

3. Hvordan fylder hestene i dit liv i dag – både praktisk og følelsesmæssigt? Hestene fylder en meget stor del af mit liv – både praktisk og følelsesmæssigt.

 I dag bor jeg sammen med min kæreste på en dejlig landejendom med gode rammer for hestehold, herunder 5 bokse og 6 tønder land. Jeg har typisk 2-3 hopper og får gerne 1-2 føl om året, hvilket giver en hverdag, der i høj grad er centreret omkring hestene. Helt praktisk planlægger jeg stort set al min tid ud fra hestene – både arbejde og ferier skal passes ind i livet med dem. Men det er et valg, jeg træffer med glæde, for jeg elsker hverdagen med hestene, både når det er nemt, og når det kræver ekstra indsats. Det er i samværet med dem, jeg finder ro og lader op. Følelsesmæssigt betyder hestene mindst lige så meget. De er en stor del af min identitet og mit livsindhold. Samtidig er det en stor glæde, at jeg kan dele denne passion med min familie. Min datter elsker også heste, hjælper til i det daglige og passer dem gerne – og det at have en fælles interesse med hende betyder utrolig meget for mig. Hun har desuden sin egen dejlige araber vallak, som er avlet her på stedet, hvilket gør det endnu mere særligt. Min kæreste har også taget hestelivet til sig og er en stor hjælp i hverdagen, hvilket betyder meget for, at det hele kan fungere. Derudover fylder det sociale omkring hestene også meget for mig. En stor del af min omgangskreds er knyttet til hesteverdenen, og for mig er det vigtigt, at min hobby også er et socialt fællesskab. Derfor betyder en stærk og velfungerende klub meget – et sted hvor relationer og venskaber kan udvikle sig omkring den fælles passion for hestene.

4. Hvad fik dig til at stille op til bestyrelsen, og hvad betyder det for dig at være en del af arbejdet i Dansk Selskab for Arabisk Hesteavl (DSAH)? 

Jeg har været medlem af Dansk Selskab for Arabisk Hesteavl i mange år og ser mig selv som et udpræget klubmenneske. Gennem livet har jeg haft flere hobbyer – altid med dyr – og fælles for dem alle er, at jeg sætter stor pris på det fællesskab og de muligheder, man får gennem en klub. I mange år har jeg primært været almindeligt medlem, også i større foreninger, og sådan oplevede jeg også DSAH, da jeg meldte mig ind. Men over tid har jeg med ærgrelse fulgt den tilbagegang, der har været i både aktivitet og medlemstal. Det har naturligt fået mig til at reflektere over, hvad årsagerne kan være. Jeg oplever, at vi i en periode har forsøgt at læne os op ad det internationale niveau med meget store og ambitiøse shows, hvor fokus har været på topniveau og professionelle aktører. Det kan være imponerende, men jeg tror samtidig, at det for nogle medlemmer har haft den konsekvens, at de ikke har følt sig hjemme eller har haft lyst til at deltage, fordi det måske har virket for langt fra deres egen hverdag. Min egen overbevisning er, at vi i Danmark i høj grad også ønsker at dyrke vores hobby i øjenhøjde – med plads til hygge, fællesskab og en følelse af at høre til. Det skal være et sted, hvor man føler sig velkommen, og hvor man har lyst til at være med – uanset niveau. Det er netop det, der har motiveret mig til at stille op til bestyrelsen. Jeg vil gerne være med til at styrke fællesskabet og skabe rammer, hvor flere har lyst til at deltage. Mit håb er, at vi kan udvikle en klub, hvor der både er plads til de store, flotte shows og de mindre, mere uformelle arrangementer – for jeg tror på, at det ene ikke udelukker det andet. Tværtimod kan det være med til at skabe en bredere og stærkere forening med plads til alle.

5. Hvad oplever du, at du især kan bidrage med i bestyrelsen – både fagligt og menneskeligt?

Jeg mener, at jeg kan bidrage med en positiv tilgang og et stort gåpåmod i bestyrelsesarbejdet. Jeg er vedholdende og arbejdsom, og jeg trives med at tage fat, også når opgaverne kræver ekstra indsats. Fagligt er jeg god til at se problemstillinger fra flere vinkler og arbejde undersøgende med udfordringer, så vi finder de bedste løsninger. Jeg er samtidig både kreativ og opfindsom, hvilket jeg ser som en styrke i udviklingen af nye idéer og initiativer. Derudover er jeg rimelig stærk på det digitale område, herunder brug af computer og sociale medier, hvilket jeg håber kan bidrage til at styrke klubbens synlighed og kommunikation. Menneskeligt er jeg en holdspiller, som sætter stor pris på samarbejde og fællesskab. Jeg bidrager med godt humør og en positiv energi, og jeg tror på, at humor også har en vigtig plads – især når tingene bliver lidt tunge. For mig er det vigtigt at skabe et godt og konstruktivt samarbejdsmiljø, hvor der er plads til både engagement og forskellighed.

6. Hvis du ser nogle år frem, hvad håber du så at have været med til at skabe – både for dig selv og for arbejdet i DSAH?

Når jeg ser nogle år frem, håber jeg at have været med til at bidrage til en positiv og stabil udvikling af klubben, hvor vi stille og roligt får opbygget et stærkt fundament. Mit ønske er, at klubben bliver et sted, hvor alle med kærlighed til den arabiske hest har lyst til at være og være medlem. Jeg håber, vi kan skabe rammer og arrangementer, der både tiltrækker nye og nysgerrige medlemmer, og samtidig styrker fællesskabet blandt dem, der allerede er en del af klubben. For mig er det vigtigt, at det er en klub, hvor vi støtter hinanden, hjælper hinanden og oprigtigt kan glæde os på hinandens vegne. Jeg ønsker også, at det bliver et trygt sted, hvor der er plads til at deltage på egne præmisser – herunder arrangementer, hvor man selv kan klargøre og fremvise sine heste, som man har arbejdet med i hverdagen. Det skal ikke være en forudsætning, at man sender sin hest i professionel træning for at kunne deltage og føle sig hjemme. Alle skal kunne være med uden at føle sig alene eller “forkert”. Samtidig håber jeg, at vi kan bevare og udvikle bredden i klubben, så der er plads til forskellige ambitioner og niveauer. Jeg ser gerne, at vi både har et stort, flot – men stadig dansk – show, og derudover en række mindre arrangementer og sammenkomster, hvor hygge, fællesskab og glæden ved vores heste er i centrum. Mit håb er i sidste ende en klub, hvor alle kan finde noget, der giver værdi for dem – og hvor fællesskabet omkring den arabiske hest er det, der binder os sammen.